Fem overlevende danskere fra nazityske koncentrationslejre fortæller om det tvangsarbejde, de blev udkommanderet til uden for lejrene i Tyskland. I vinteren 1944 til 45 er tyskerne ved at blive livstruende trængt af de allierede tropper i vest og af Sovjetunionen fra øst, og mere end 5.000 danske KZ-lejrfanger kommer i efteråret 1944 til såkaldte udelejre præget af sult, kulde og systematiske ydmygelser. Her skal de arbejde i den tyske rustningsindustri, i bygge- og anlægssektoren eller med at rydde op efter bombeangreb. Modstandsmanden Jørgen Kieler er med til at udhule bjerge, hvor der skal bygges underjordiske fabrikker til produktion af flyvemaskiner, og kommunisten Henning Jensen sættes til at grave skyttegrave. Politibetjenten Ingolf Gildam skal rydde op efter bombardementer, men de danske politifolk behandles bedre end de øvrige fanger i lejren Buchenwald. Den seksårige jøde Dina Dondes forældre laver tvangsarbejde i lejren i Theresienstadt, og uddeler af illegale blade, Poul Nielsen, laver bl.a. beskyttelsesrum. Madrationerne af gammelt brød og roesuppe giver i starten 1600 kalorier om dagen, men mod krigens slutning kun 600 kalorier, og man skal have mindst 1200 kalorier for at overleve. Mange fanger bliver syge og dør, for der er ingen lægehjælp, og arbejdsbyrden sættes hele tiden op. Det danske Røde Kors får lov at sende breve og pakker med mad fra Danmark til de danske fanger i tyske KZ lejre, og det hjælper mange til at overleve, men skaber også en forståelig vrede og fortvivlelse hos ikke-danske fanger.